onsdag den 18. august 2010

Syltning

Syltning er en af de klassiske dyder, der bør høre til enhver husmoders repetoire. Og som ikke bør gå i glemmebogen. Derfor kaster jeg mig gerne, glad og fro ud i diverse eksperimenter. Min trofaste støtte er Politikens syltebog og ellers er det tit en idé om en sammensætning som skal afprøves. Indtil videre har jeg mest gjort det i diverse marmelader/syltetøj og ikke så meget i det sure hjørne. Problemet med al det sylteri er bare at jeg ikke er storforbruger af marmelade. Kunsten er derfor at lave små portioner eller forære væk.
Desværre er jeg heller ikke selvforsynende hvad angår frugt og grønt, men så er det heldigt at jeg bor midt i slaraffenland hvad angår grønthandlere. Man kan altid lige finde frugt eller grønt der kan transformeres om til noget på glas...
I dag kastede jeg mig ud i to eksperimenter. Det første opstod som følge af det andet, nu jeg var i gang og var kommet hjem med en stor pose nektariner;
Marmelade med nektariner, citronskal og vanille.
Det blev ikke tosset, men da nektarinerne var sødere end jeg havde forventet havde et lille skud syre, fx citronsaft ikke været helt tosset.

Det andet eksperiment, som egentlig var det første, opstod da nogle grønne tomater hoppede op i kurven hos grønthandleren... Igen stod den gode syltebog mig bi og det blev til
Grøn tomat-marmelade
Opskriften er som følger:
500 g grønne tomater
300 g rørsukker
saft af ½ lime
saft af ½ appelsin
20 sorte peberkorn
frø fra 5 kardemommekapsler
1 vaniljestang
½ tsk geleringspulver
atamon/spiritus til glasset

Tomaterne skæres i både og kommes i en gryde sammen med sukker, saft af lime + appelsin, peberkorn, kardemommefrø og kornene fra vanillestangen + stangen. Koges ved svag varme i 15 min, geleringsmiddel tilsættes og marmeladen koges 2-3 min. Hældes på rene, skoldede glas skyllet i atamon/spiritus.
(Politikens Syltebog)

Mine noter:
Hvis jeg skal lave en portion en anden gang vil jeg klart skære tomaterne i lidt mindre stykker end jeg gjorde denne gang for at få et mere marmeladeagtigt udseende.
I stedet for lime og appelsin brugte jeg saft fra 1 hel lime hvilket fungerede fint. Kardemommefrøene smager fint igennem uden at være dominerende og man kan lige ane peberet. Alt i alt en let krydret og lidt anderledes marmelade.


Om forskellen på marmelade og syltetøj....:

kommende sylteprojekter - forhåbentlig...
Mirabellemarmelade
Hyldebærsaft

Ingen kommentarer:

Send en kommentar