tirsdag den 21. september 2010

Grove græskarboller

Takket være min kære moder lærte jeg allerede ret tidligt i mit liv at slå dej op til brød. Det er efterhånden sjældent jeg bruger opskrift til brød. Mel, gær, vand og salt - andet behøves jo sådan set ikke før man kan producere dejligt hjemmebagt brød, der både mætter mere og er billigere end at købe det færdigt.
I dag blev det således til en omgang grove græskarboller lavet på slump. Trods intentioner om at kaste mig over surdej og avanceret brød - det må blive en anden dag.

x antal boller:
3/4 pk gær
100 g hytteost
en slat koldpresset rapsolie
1 håndfuld knækkede rugkerner og 1 håndfuld rugflager der havde trukket i kogende vand i 1 times tid
1-2 håndfulde revet græskar, jeg brugte hokkaido
salt
hvid hvedemel
alm hvedemel

Røre røre, ælte, ælte, ælte. Hæve, forme og ælte noget mere. Og så selvfølgelig bages.

Uhm, det bliver godt med en nybagt bolle til en kop kaffe. (Og meget heldigt der ikke er smør i mit køleskab, jeg havde øjnet en potentiel fare for overspisning). Det må blive med hjemmegjort marmelade i stedet. Hvor husligt.